Skæftematerialer

Er der noget ved dansk træ til knivskæfter?

Af Uwe Molzen, okt. 2004.

Udsøgt dansk træ er med hensyn til udseende og brugsværdi fuldt på højde med de importerede træsorter.

Noget af det mest spændende ved mit knivmageri er jagten på og klargøring af et udsøgt stykke træ, et stykke som har en historie og som stammer fra træer eller buske jeg har et forhold til.

I det følgende vil jeg kort beskrive, hvad jeg går efter. Men først lidt om hvordan jeg støver det op.

Jeg bor langt ude på landet og skaffer brænde til min brændeovn. De træstykker der ser spændende ud bliver der skåret i, for at undersøge farver og struktur i stykket. Det giver hurtigt en masse erfaringer i at finde de interessante skæfteemner.
Ofte har jeg tilbudt min arbejdskraft til folk, som skal have ryddet nogle træer eller buske og så får man lov til at tage det man lyster og især alt det der er knudret, som grenkløfter, knuder og reaktionsved. Netop disse stykker er særlig hårde og har en spændende struktur.

Nu vil jeg gennemgå de forskellige og mest oplagte muligheder.

Retvokset ved.
Meget generelt sagt, er det retvokset træ snedkeren foretrækker. Stadigvæk generelt sagt beskæftiger den tekniske litteratur sig næsten udelukkende med det retvoksede træ fordi det er det industrien bruger. Hvis du behandler det efter de tekniske forskrifter, så opnår du det tilsigtede resultat.
Retvokset træ kan være meget smukt, selv som sådan et lille stykke som et knivskæfte er.

Som regel virker det dog bedst når man pynter det op med træskæring/figurskæring eller blander to træsorter sammen, forsyner det med indlæg af forskellige slags, o.l.

----1. Spækhuggeren

Knuder
Der er tre typer knuder i træerne, kræftknuder som er en vækstfejl, risknuder/maserknuder som er natuligt forekommende i visse træsorter og de af mennesker fremprovokerede, f.eks stynede træer, beskårne lindetræer, plataner, popler, m.m.

Jeg har skåret kræftknuder op fra birk, eg , bøg, guldregn, pære og blomme. De kan have et fantastisk spil i veddet, de er som regel hårdere end det retvoksede træ fra samme træsort og det betyder, at birkeknude f.eks. er hård nok til knivskæfter i modsætning til retvokset birk. Masurbirk som er en genetisk afvigende almindelig vortebirk ligner jo en birkekræftknude med det krøllede ved med mange barkindeslutninger.


----2 Kræftknude fra pære

----3. Guldregnknude

---- 4 Askeknude

Knuder med vanris ( vanris er små tynde grene som springer ud af såkaldte sovende øjne i afgrænsede områder i træets bark) kaldes også maserknuder. Disse knuder giver det såkaldte fugleøjetræ. Det forekommer hyppigst på elm, eg, kastanie og lind. Elmeknuder er de mest brugte blandt knivmagere og de kan være meget smukke, med ret fine risknaster og en dyb rødbrun farve. Maserknuder fra kastanie og lind er desværre for bløde til skæfter, en mulighed er dog at få det stabiliseret.

----5. Elmeknude.

De menneskeskabte knuder findes på hegnseltræer (stynede træer som i gamle dage leverede slanke grene til bygning af hegn ) på landet eller som allétræer i byerne. I Odense beskærer de kommunale gartnere hver vinter trækroner på platan og lind, således at de får form som en kubus. De beskårne grenender danner efterhånden store knuder som indeholder udgåede grenender og nye sovende øjne som skyder næste forår og beskæres næste vinter. Desværre kollapser ( danner indre svindrevner under tørring ) træet som regel og det er svært at finde brugbare skæfteemner i disse platanknuder.

----6. Platanknude.

Vimmer.
Snedkerne kalder en bølget vækst i veddet for vimmer. Dette skyldes en genetisk afvigelse i træet. Den kan forekomme i ask, ahorn, birk (masurbirk) og i nogle granarter. Det er værdifuldt møbeltræ som især oparbejdes til finér. Vimmer i gran bruges til klangbunde i bl. a. violiner.
Det er sjældent at finde vimret ved i en brændestak, desværre.

----7. Vimmer i ask.

Reaktionsved.
Reaktionsved er ikke noget man får på panden, når man har været lige ved at køre galt.Reaktionsved kan kaldes for træets muskler. Det dannes i det levende træ for at rette træet op hvis det af en eller anden grund er blevet skævt og der forekommer store træk eller trykkræfter i veddet. Reaktionsved regnes for ubrugelig af ”normale” træfolk. Det fremkommer i træer der står i skovkanten med vindpåvirkning og grene kun ud til den ene side, skæve træer, i store vandrette grene og i stammen omkring steder, hvor store grene vokser ud. Reaktionsveddet har uregelmæssig krøllet vækst, det ligner meget uregelmæssig vimmer og giver en lodden snitflade ved savning.
Reaktionsved er tungere, hårdere, kan være mørkere og mere hornagtig end det normale ved. Det har et højt svind ved tørring. Det er rigtig kram for knivmageren.
Det forekommer både i nåletræ og løvtræ.
Jeg har gjort nogle gode fund i ask, men det findes i de fleste træsorter.

----8. Lys ask med reaktionsved.

----9. Mørk og hornagtig askreaktionsved.

Grentveger.
Grentveger kalder jeg de stykker hvor grene deler sig i to og hvor grene kommer ud af stammen. Kun stykker over 15 cm i diameter er interessante og kan give et skæfte. Grentveger kan give mange skuffelser ved opskæringen, idet især de helt slanke tveger kan indeholde store barkindeslutninger som ikke kan give et holdbart skæfte. Opskæringen kan være ret vanskelig og det kræver som regel mange snit og meget tålmodighed at få den flotte struktur til at ligge helt rigtig i skæftet.
Ligesom de andre vedtyper, vimmer, reaktionsved og knuder, er veddet i en tvege hårdere og tungere end retvokset ved fra samme træart. Det gør, at en birketvege som regel giver godt skæftetræ.



----10. Birketvege

----11. Tvege af bornholmsk røn

----12. Bøgetvege

----13. Tvege af guldregn

----14. Barkindeslutning i elmetvege

Knaster.
En sund knast uden alt for store svindrevner kan også pynte på et skæfteemne. Kunsten er her at få knasten placeret pænt på emnet og dermed på det færdige skæfte. En for stor knast i en letspaltelig træsort, en revnet knast eller en rådden knast kan eventuelt svække skæftet for meget.

----21. Ask med knast.


Kærnetræ og splint.
Træets stamme virker som stativ for kronens blade. For at bevare stammen stærk og sund, imprægnerer træet efterhånden stammens og de større grenes midte mod råd og svamp. Imprægneringen sker med harpiks, gummi, æteriske olier, sukker, organiske syrer, alt sammen stoffer som hindrer biologisk nedbrydning.
Kærnetræ er mørkere, tungere, hårdere og har ofte en karakteritisk lugt, som kan være med til at identificere træarten. Kærnetræet er passivt, mens splinten er aktiv i træets liv og vækst med transport af vand, nærings- og affaldsstoffer.
I det levende og nyfældede træ indeholder splinten mere vand, den har større hulrum i de enkelte celler og er lettere end kærnen. Som følge heraf har den også et større svind under tørringen. Den i billede 15 viste blommetvege viser forskellen i svindet mellem det mørke kærneved og den lyse splint. Stykket var ved opskæringen lige bred. I grænsen mellem splint og kærne opstår under tørringen store spændinger som normalt medfører svindrevner i dette område. Grunden til at det ikke er sket, er at tvegens fiberstruktur er krøllet og delvis låser træet af ligesom krydsfiner.

----15. Blommetvege med splintved


Mange træsorter danner kærneved og nogle gør ikke. Træer med kærneved er f. eks. eg, frugttræer, valnød, fyr, taks, enebær og mange andre.
Træer der ikke danner kærneved er f. eks. ask, løn og bøg. Gamle asketræer og bøgetræer kan dog danne ”falsk kærneved” der som oftest fremkommer i den nedre del af stammen og skyldes oplagrede affaldsstoffer. Man kan tydeligt se og lugte det på veddet.
Svampeangreb i træet kan danne såkaldt ”rødkærne”, der også ligner kærnetræ. Det forekommer især i netop ask, løn, ahorn og bøg.

----16. Spejlskåret kirsebær med splint og lidt vimmer.

Dette stykke viser også ” spejl ” som er transportgange også kaldet marvstråler, der ligger som radier i stamme og grene. Spejlene er de små glimtende partier. Kontrasten mellem det røde kærneved og den lyse splint er charmerende.

Træsorter med interessant struktur, farve og spejl.
Mange ”almindelige” stykker træ uden deciderede væksturegelmæssigheder kan være meget smukke på grund af deres åretegninger og/eller deres farver.
Taks er en af disse træsorter. Med sin varme rødbrune grundfarve og de lidt mørkere harmonisk til dramatisk tegnede årringe er taks utrolig smuk. Den hvidlige splint giver en fin kontrast til kærnen, men er desværre ganske tynd, 3 til 5 årringe. Taks er forholdsvis let at tørre.

----17. Taks.

Syren har tæt og tungt ved som lader sig polere uden brug af voks eller olie. Den kan have kraftige lilla tegninger og dufter skønt når man arbejder i den. Jeg er ikke klar over hvor lysægte det lilla er, men jeg har stykker som har holdt farven i 3 – 4 år. Syren i større dimensioner har en meget snoet vækst og er ekstremt svær at tørre.

----18. Syren.

Robinie er helt grøn som friskskåret. Det grønne bleger en smule med tiden, men de flotte spejl man kan finde, blinker livligt.

----19. Robinie.

Platan har utrolig store flotte spejl som nedenstående eksempel viser.

----20. Platan med spejl.

Egetræet har givet navn til udtrykket ” spejl ”. Spejlene kommer frem ved at skære parallelt med marvstrålerne. Marvstråler er transportkanaler i træet som går fra marven som radier ud til barken. Skærer man træet parallelt med marvstrålerne, får man marvskåret eller spejlskåret træ.

Skærer man træet vinkelret på marvstrålerne altså som tangent til årringene, så får man planskåret træ. Mellemvaren mellem spejlskåret og planskåret kaldes kvartskåret.

Flotte spejl finder man i eg, elm, platan, løn, ær, guldregn, kirsebær, blomme, robinie, akasie og flere. Spejlskåret træ viser altid marvstråler, det har alle træer, men i mange træsorter er spejlene næsten usynlige.

Råd, blødere træsorter og stabilisering.
Ofte finder man et stykke træ som er angrebet af forskellige svampekulturer. I sådan et stykke træ foregår der en vild kemisk krig mellem de forskellige svampe, som konkurrerer om at indtage og nedbryde veddet. Krigszonerne er de sorte grænser mellem de enkelte svampe. Disse stykker kan være mere eller mindre fremskredet i nedbrydningsprocessen og mere eller mindre bløde. De egner sig sjældent til skæftetræ med mindre de bliver stabiliseret.

----22. Svampeangreb i pæreved.

Stabilisering er en proces hvor man trykker / suger en hærdende, flydende plast ind i træstykkerne. Efter at plasten er afhærdet, er veddet, hvis man stadig kan kalde det ved, ikke i stand til at optage vand. Det er hårdt og stabilt.

Kastanie er en rigtig interessant træsort i denne forbindelse. Kastanie danner risknuder med smukt fugleøjeved, det danner flot reaktionsved, tveger og blåsplint. Blåsplint er et meget almindeligt, blåfarvet svampeangreb. Desværre er kastanie en ret blød træsort og er ikke egnet som skæftetræ. Her kommer stabiliseringen ind som en god mulighed. Amerikanerne har allerede fundet ud af det, de kalder det buckeye.
Poppel er en anden mulighed. Poppel danner gerne store partier med flot reaktionsved ofte med regelmæssigt bølget ved. Ligeledes kan man finde risknuder og kræftknuder. Igen, ustabiliseret er det for blødt.
Lærk har flotte farver og åretegninger og knaster. De bliver også stynet og danner store knolde med spændende ved. Igen et emne til stabilisering.
Der er knivmagere herhjemme der kan stabilisere træ.

Opskæring og tørring af skæftetræ.
Det hænder man finder et træstykke som er tørt og ser interssant ud. Her skal man kritisk vurdere hvor dybe tørreridser det har, evt. ved at save det over, så ridserne afsløres. Kan det svare sig at bruge flere anstrengelser på det ?

Er stykket derimod grønt, d.v.s. friskfældet, så drejer det sig i første omgang om at hindre for hurtig udtørring. Udtørring sker kraftigst gennem veddets kanaler, især endetræet men også gennem marvstrålerne, om end ikke så kraftigt. Udsættes stykkerne for tør luft, varme og solskin, så tørrer det yderste trælag for hurtigt. Hurtigere end det indre af stykket kan følge med til. Dette fænomen kaldes skaltørhed, for stor forskel mellem fugtigheden i det ydre lag i stykket og det indre af stykket. Da veddet svinder ind under tørringen og det ydre lag således bliver holdt udspilet af de indre lag, som ikke er svundet, bliver spændingerne i overfladen efterhånden så store, at veddet revner i de svageste steder.

De svageste steder i veddet er dér hvor marvstrålerne går. Derfor følger revner som hovedregel marvstrålerne og man får den karakteristiske stjerne af revner i endetræet. Enhver som har flækket brænde med økse ved, at det flækker nemmest langs marvstrålerne.

Man kan ikke læse sig til den ”rigtige” metode for tørring af alle de forskellige træsorter, der jo ofte ikke udnyttes erhversvsmæssigt og derfor ikke er undersøgt til bunds. Dernæst behandler den trætekniske litteratur først og fremmest retvokset, slankt træ og ikke alle de afvigende stykker som vi synes er smukkest og som vi interesserer os for og som snedkeren som regel vil undgå.

Derfor vil jeg kort beskrive hvordan jeg gør. Det gælder om at beskytte veddet mod for hurtig udtørring, men ikke i noget damptæt, så mugger det i løbet af få dage. Jeg skærer det op så hurtigt som mulig i skæfteemne-størrelse med et tillæg på mindst 10% til tørresvind og deformering under tørringen. Efter opskæringen pensler jeg emnernes endetræ og 15 mm af siderne med en billig hvid voksemulsion. Voksemulsionen sinker udtørringen. Hvis der er større knaster i emnet, så skal de også have voks. Så pakker jeg emnet ind i en kvart avisside og lægger det et tørt og køligt sted, nemlig i en uopvarmet lo, et sted hvor solen ikke skinner. Jeg stabler dem i forbandt med 5-6 mm´s afstand mellem hvert emne så luften kan komme til. Jeg skriver med blyant på emnet hvor jeg har det fra, en dato og hvad det er.

Efter ca. 1 år pakker jeg stykkerne op og glæder mig over alle de gode stykker. De få revnede glæder jeg mig til at fyre med. Nogle få føles stadig fugtige, kølige, tunge. Dem lægger jeg tilbage, men uden at pakke dem ind og lader dem få et år mere. Efter et år på denne måde kan de fleste nu tåle at ligge på gulvet i mit fyrrum og bliver hurtig klar til brug.

Veddets fysiske egenskaber.
Vægtfylde, hårdhed og tørresvind for nogle hervoksende træsorter.
 

Træsort	Rumvægt, tør, middelværdier, t/kbm	Hårdhed, Janka-metode. N/kvmm	Tangentielt svind fra grønt til absolut tørt. %
ahorn/ ær	0,59	67	8,0
ask	0,65	52	8,0

avnbøg	0,79	89	11,5
birk	0,61	51	7,8
buksbom	0,92	133	15,0
bøg	0,68	78	11,8

eg	0,65	67	7,8
elm	0,64	64	8,3
hestekastanie	0,51	35	6,8
kirsebær	0,65	59	7,7

europæisk lærk	0,55	38	7,8
pære	0,73	60	12,0
robinie	0,73	87	6,9
rødel	0,49	44	7,3

valnød

0,64

72

7,5

Træsorter med en hårdhed på 50 N / kvmm regnes for hårde træsorter. De angivne hårdheder er gennemsnitsværdier for normalt retvokset ved og de har stor spredning. Vækstafvigelser som vimmer, knaster, reaktionsved og knuder vil som regel have større hårdhed, men mindre brudstyrke end retvokset træ.
Det tangentielle svind er størst. Det radielle er ca. det halve af det tangetielle og længdesvindet er ca. 10% af det tangentielle.


Spaltelighed.
Der er ikke nogen normeret metode for måling af spaltelighed. Den radiale spaltelighed ( langs marvstrålerne ) er dog 2 til 3 gange mindre end den kraft der skal til for at spalte veddet tangentielt.

Følgende træsorter regnes for letspaltelige: ask, hestekastanie, lærk, stilkeg, valnød.

Følgende træsorter regnes for svært spaltelige: æble, ahorn, pære, blomme, vintereg, bøg.

Sammenhænge mellem relativ luftfugtighed og træfugtighed.
Træ begynder først at svinde, når det kommer under fibermætningspunktet som er på ca. 30% træfugtighed. Grønt træ kan indeholde betydelig mere vand end 30%.

I et opvarmet moderne hus vil den relative luftfugtighed ofte være på ca. 35% og temperaturen ca. 22 gr. C. I dette klima vil træ efterhånden indstille sig på ca. 7% fugtighed. En sensommerdag kan der være 22 gr. C og 60% rel. luftfugtighed. Nu vil træ optage fugt fra luften og efterhånden indstille sig på en fugtighed på 11%. Det trunder, svulmer op.
Friskskåret træ med over 25% fugt kan kaldes grønt. I Danmark vil træ lagret udendørs i en luftig bygning med tæt tag stille sig på en fugtighed på 15-18% og det vil ikke skimle.

Kilder:
Thomas Thomassen. Træ og Træmaterialer.
Curt Blankenstein. Holztechnisches Taschenbuch.
Ewald König. Holzlexikon.